September 1997

I sommeren 1946 søgte jeg om optagelse i første mellem på Sorø Akademi. Der blev afholdt en optagelsesprøve over et par dage, hvor vi blev prøvet i flere fag. Da optagelsesprøven var afsluttet, samledes alle de elvetolvårige drenge og deres forældre på Stengangen, hvor rektor oplæste resultatet af prøven. Vi var mere end 100 drenge, der havde indstillet sig til prøven, måske helt op til 140. Der var plads til 48 drenge i de to første mellem klasser, og af disse var der plads til 14, som kunne bo på selve skolen, de såkaldte alumner. 
Rektor, en høj tynd mand med en stor næse, startede med at nævne de 14 drenge, som var optaget som alumner på skolen. Der hørtes enkelte frydefulde opråb fra en forælder, hvis dreng var blevet optaget. Så kom de 34 drenge som var optaget på skolen, men som måtte finde logi i byen. Da alle 48 drenge, som var optaget på skolen, var blevet nævnt, udbrød der stor skuffelse hos de mange drenge og deres forældre, som ikke havde klaret optagelsesprøven. 
Alumnerne kunne rejse hjem og besøge deres forældre hver 14. dag. Der var skole om lørdagen, men den sluttede kl. 12, og man rejste så lørdag eftermiddag og returnerede til Sorø søndag aften. Men der skulle ansøges om at få lov til at rejse, og drengene stillede så op på rektors kontor med en skriftlig ansøgning, som blev underskrevet af rektor. Rektor brugte en stålpen, som blev dyppet i blæk, og skrev med store sirlige bogstaver P. H. Bohn på hvert stykke papir. Der kunne ikke foregå ret meget på skolen uden rektors egenhændige tilladelse. 

Min Farmor blev 80 i 1947, og alle familiens medlemmer blev samlet i Viborg for at fejre hende. Jeg var det eneste familemedlem som ikke kunne få fri til dagen. 

Mine forældre boede på Grønland i en stor del af de 7 år, jeg tilbragte på Sorø. Den eneste chance for at se dem var i sommerferien. Det kunne endda være vanskeligt at nå, da skibene var op til 3 uger om rejsen og da sommerferien var på 7 uger, kunne det være svært at finde et skib til opturen og et andet til hjemturen, så rejsen kunne gennemføres i ferien. Da Grønlands Handel tog betaling for rejsen, havde jeg en sommer mellem tredje og fjerde mellem, hvor en grønlandsrejse ikke var mulig, været på søfartsskole i Svendborg, så jeg kunne få en søfartsborg og blive forhyret som messedreng eller skibsdreng på grønlandsskibene og derved tjene til min egen rejse.

 I sommerferien mellem første og anden G skulle jeg som messedreng til Jakobshavn for at besøge mine forældre. Nu lå det sådan, at det skib, jeg skulle rejse til Grønland med, afgik 2 dage før skolens afslutning, og hvis jeg skulle tage et senere skib, ville rejsen ikke kunne gennemføres. Jeg ville have overstået alle min eksaminer og årsprøver inden afrejsen og ville kun skulle have fri for at overvære translokationen, hvor vi som første Gere stod bagerst i salen og ingen rolle spillede. Jeg troede derfor, at det ville være en let sag at få tilladelse, men så let gik det ikke. Jeg stillede mig op en dag uden for rektors kontor og ventede på, at det skulle blive min tur. Det gik ret voldsomt til inde på kontoret, hvor en anden dreng fik en ordentlig omgang af rektor. Det er din pligt, råbte rektor, og ens pligt kan man ikke komme uden om. Hvad sagen drejede sig om, og hvor pligten lå, fandt jeg aldrig ud af. Nu burde jeg have været klog og udsat mit ærinde til en anden dag, men det gjorde jeg ikke. Da det var min tur, gik jeg ind til rektor og forelagde ham sagen. Det er din pligt at deltage i translokationen, sagde han, og det kan du ikke svigte. Han afviste min anmodning om at komme hjem og besøge mine forældre, som jeg ikke havde set i et år. Jeg fattede ikke rektors synspunkt, og han forstod ikke min situation. Nu var det sådan, at en af min fars kollegaer, Magnus Jensen, og hans kone, Maren, fungerede som erstatningsforældre for os i Danmark. Vi boede hos dem i ferierne, og Magnus Jensen skrev så til rektor og anmodede ham om at omgøre sin beslutning og lade mig få chancen for at komme til Grønland. Magnus Jensen var vicedirektør i Grønlands Handel og stod for al skibstrafik til og fra Grønland. Det endte med, at jeg fik lov efter en meget ubehagelig brevveksling mellem rektor og Magnus Jensen. Nogen tid senere i anden eller tredje G var rektor syg over en længere periode, og Marcus Petersen varetog rektors opgaver. Jeg havde en mindre sag, hvor rektor skulle have en besked eller give en tilladelse, og jeg henvendte mig derfor til Marcus Petersen. Han sagde, at jeg skulle cykle ned til sygehuset i Slagelse og forelægge sagen for Bohn, som var indlagt der. Jeg undrede mig over, at Marcus Petersen ikke kunne ordne så lille en sag. Jeg cyklede så de 15 km til Slagelse, fandt sygehuset og den stue, hvor Bohn lå i sengen. Han blev meget glad for at se mig. Jeg forsøgte at fremføre min sag, men den interesserede ham overhovedet ikke. Han fortalte historier fra gamle dag om lærere, som havde morsomme og særlige måder at optræde på. På et tidspunkt kom en meget ung sygeplejeelev ind, og Bohn lavede sjov med hende. Hun var fra Færøerne og havde svært ved sproget, men det morede Bohn. I det hele taget opførte Bohn sig som en rigtig hyggelig gammel onkel, en optræden som jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig mulig. Jeg cyklede hjem fra Slagelse undrende over hvor forskellige mennesker, der kan være inden i den samme person.