Erindringer fra Sorø Akademi i tiden 1946 til 1953 af Denis Neergaard

I mine første to skoleår fik min søster og jeg hjemmeundervisning på gården Valdemarskilde, hvor jeg voksede op. Vi havde tre forskellige lærere, som hver især var der i nogle måneder. Derefter kom jeg til Østre Skole i Slagelse, hvor jeg gik i tredje, fjerde og femte klasse. Jeg var 11 år i 1946, og mine forældre besluttede, at jeg skulle på Sorø Akademi i første Mellem, hvor der var plads til 48 elever i to klasser. Jeg blev vist ikke spurgt. Nu skulle jeg til optagelsesprøve, som foregik i sommerferien over to dage. Jeg tror, det mest var regning og dansk vi skulle prøves i. Der var over hundrede ansøgere, og hvordan det lykkedes mig at blive optaget, er mig en gåde; måske blev der skubbet lidt på? Mine forældre kendte rektor P. H. Bohn, der kom fra en stilling som rektor på Rungsted Statsskole; og min broder gik i anden G. Der blev optaget 48 elever, og jeg kom ind i første Mellem A, hvor vi var 24 elever.

Anden mellem A på Sorø Akademi 1947. Læreren på forreste række er lektor Juul Mortensen.
Denis Neergaard står som nummer 8 fra venstre i øverste række. (Foto: K- Dall Schmidt, Aarup).

Der var ca. 400 elever på skolen. De yngste, som var kostelever, boede på Vænget, som ligger i haven på adressen Søgade 17a. De mellemste sov øverst i hovedbygningen i to sovesale. De havde kamre, som firedrenge deltes om til ophold og lektielæsning.
Det blev aftalt, at jeg skulle bo hos lektor Hjort i Ingemanns Hus. Ham kaldte alle Loppen, og huset hed derfor Loppeskuret, men ikke mens han hørte på det.

Bag de store træer og lige til højre for Akademiets hovedbygning ligger ”Ingemanns hus”.
På venstre side af akademiets hovedbygning ligger tilsvarende ”Molbechs hus”.
De to huse er de eneste tilbageværende rester af Frederik V´s akademi.
Husene stammer fra det anlæg, der blev bygget i 1736, og blev brugt som lærerboliger.
Digteren B.S. Ingemann boede i det her afbildede hus fra 1822 til sin død i 1862.
(Foto: Efteråret 1947).

Der boede vi fem elever. Lektor Hjort har derved fået en ekstra indtægt. En lektor fik omkring 10-12 tusind kroner om året. Han var ugift, rar og godmodig. Han havde en husbestyrerinde, som vi kaldte tanten, men heller ikke mens hun var til stede. Desuden var der en ung pige, som blev skiftet ud hen ad vejen. Der var tre værelser til os fem, så fire boede i to værelser og den ældste elev havde sit eget værelse. De var alle på første sal. Der var et badeværelse, men det måtte vi ikke benytte. Vi havde servanter, så det var etagevask, men særlig grundigt blev det ikke, da vandet var koldt og om vinteren iskoldt. Der var kakkelovne til opvarmning, men ofte mangel på brænde. Og da vi hjemme på Valdemarskilde havde nok, fik jeg en gang imellem noget med hjemmefra. Det første år var jeg den yngste i huset. Jeg boede sammen med en fra realklassen. Så var der to fra tredje G og en fra anden G. Der var megen drøjeri på skolen, dvs. ældre elever kunne være meget ubehagelige eller slå de yngre elever. Den ene af tredje G´erne i Loppeskuret var en sådan. Og da jeg var den yngste, var det mig, det gik ud over. Jeg skulle gøre alle mulige tjenester for ham: f.eks. gå eller løbe med breve i postkassen, som sad oppe i Klosterporten, og hvis han syntes, det ikke var godt nok, fik jeg en nød. (ét slag i hovedet med langfingeren med den knyttede hånd). Heldigvis var han væk efter det første år. Det samme var også realisten. Der kom så tre nye elever ind i huset. Den ene i min klasse anden Mellem og de to andre i første Mellem; så var der kun en ældre en tredje G´er, og han var god nok.  

Udsigten fra Denis Neergaards værelse i Ingemanns Hus. 
Hele udsigten kunne ikke fotograferes med det boksapparat, som Denis havde. 
Derfor blev der taget fire billeder, der så er blevet ”sat sammen” til ét. (Foto 16. april 1947). 

Vi gik til undervisning fra kl. 07.48 til kl. 13.50, undtagen om lørdagen, da vi slap kl. 12.10. Den store klokke på hovedbygningen, som man kunne høre overalt, ringede 12 minutter i otte; så var det med at komme op i Festsalen, inden den ringede anden gang to minutter senere, for der blev dørene lukket, og de, der ikke var kommet ind, var kommet for sent og måtte sidde efter kl. tre om eftermiddagen. Jeg er flere gange vågnet ved første ringning og alligevel nået det, men så var det også uden bøger og uden skjorten nede i bukserne. Det var lektor Markus Pedersen, som lukkede dørene, og det var også ham der passede dem, som skulle sidde efter, men som dog kunne læse lektier. I virkeligheden var han overordentlig rar. Inde i festsalen stod vi så på række med de yngste fra mellemskolen forrest og tredje G´erne bagerst. Så gik Markus Pedersen op og ned ad rækkerne og talte os. Vi skulle altid stå på de samme pladser, så når vores sidemand manglede, skulle vi sige det, så kunne han kontrollere, om vedkommende var syg eller kommet for sent. Gymnasiasterne blev talt af lektor Erling Philkær, kaldet Pils, på samme måde, så det hele var hurtigt overstået. Nogle lærere var imens kommet ind, og rektor Bohn kom ind til sidst og stillede sig på en skammel foran os. Han fortalte, hvilken salme vi skulle synge. Vi havde en sangbog, som hed ”Lovsangsbogen” med ca. 25 salmer, så nogen af os lærte dem hurtigt udenad. Så satte Henrik Schiøtz, kaldet Sløve Henrik, broder til den kendte sanger Aksel, sig til klaveret og spillede. Hvis der var noget vi skulle vide, fortalte rektor det efter salmesangen. Vi havde 40 minutters timer, så første time var fra kl. 8.00 til 8.40 anden fra 8.50 til 9.30 tredje fra 9.40 til 10.20. Så var det spisefrikvarter i 20 minutter, hvor vi spiste vores madpakke. Igen time fra 10.40 til 11.20, time fra 11.30 til 12.10 og igen fra 12.20 til 13.00, sidste time fra 13.10til 13.50. Vi havde således syv lektioner på otte timer. I frikvartererne undtagen i spisefrikvarteret måtte vi ikke være indendørs, men blev kostet ud. Der var så en gårdvagt, og det var næsten altid lektor Philkær, som holdt øje med, at der ikke blev slagsmål, eller om der blev røget, hvilket var strengt forbudt. Længere nede ved søen var en del buske og adskillige har i tidernes løb gemt sig der og røget. Anden og tredje G´erne havde dog lov til at ryge på Trekanten, men kun efter skoletid. Trekanten lå over for kirken på vej op til sygehuset, som nu er nedrevet. Så havde vi fri til kl. 17.30 derefter læsetid til 18.30 og spisning en halv time og i seng 20.30. I gymnasiet var læsetiden til 20.30 afbrudt af en halv time til spisning og i seng 22.00 dog om sommeren 23.00.

Vi spiste i spisestuen med Loppen for bordenden, tanten i køkkenet med pigen. Hun kom ind med maden. Altid mindst to retter mad ofte med suppe, og jeg ser endnu Loppen med terrinen foran sig øse op i vores tallerkener, måske med lidt af tommelfingeren i kanten af suppen. Efter måltidet skulle vi komme ned til ham en ad gangen og høres i lektierne. Han sad ved sit skrivebord, og vi stod ved siden af og viste ham, hvad vi havde for, og det kan godt være, jeg har snydt lidt. Måske spurgte han læreren næste dag i det fag; men han var nu meget rar og kommenterede ikke, hvis jeg havde snydt. I gymnasiet hørte han os ikke længere i lektier. Han underviste selv i naturhistorie, geografi og botanik, hvor han var særdeles kompetent. Fysik, kemi og matematik var ikke hans store force, tror jeg, men han hørte os gerne i historie og regning. Han har helt givet følt et ansvar for at få det bedste ud af os. Der var ikke undervisning i hans fag i gymnasiet, så der har han ikke undervist. I timerne var der nogle der lo bag hans ryg; det var bestemt ikke retfærdigt. Loppen døde d. 15. juli 1952 i en alder af kun 58 år efter kort tids sygdom. Han blev begravet i Ribe, hvor han var født, og hvorfra han blev student fra Ribe Katedralskole. Cand.mag. med første karakter. Desværre fik jeg det ikke at vide før efter sommerferien. Jeg var allerede i 1950 flyttet til Kongebrovej til mine niecer, som var forældreløse og blev passet af en guvernante.

Jeg kunne ikke lide at gå i skole; især ikke i mellemskolen. Jeg hørte ikke ordentlig efter, jeg var doven og gad ikke læse lektier. Men jeg var meget glad for mine klassekammerater, selvom der i Mellemskolen nok var et par stykker, som kunne være ubehagelige. Fritiden udenfor skolen var jeg også meget glad for.

Vi måtte kun tage hjem hver anden weekend. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Det har været mig en evig gåde. Skulle vi rystes sammen ved at være på skolen? Men det blev vi jo hurtigt. Så jeg tog hjem hver anden weekend på min cykel. Der var 12 km. Hvis man boede mere end 10 km fra skolen, måtte man ikke bo hjemme. Når jeg kørte tilbage til Sorø søndag aften, passerede jeg 80 kilometerstenen på den gamle hovedvej, og der var skov på begge sider. I de første år var jeg temmelig bange for mørket, så jeg åndede lettet op, når der endelig kom en bil kørende. Lygte havde jeg ikke.

Loppen var den eneste lærer, der havde bil kaldet ”Long Life”; en meget flot engelsk en fra begyndelsen af trediverne. Om søndagen sad tanten ved siden af ham og vi drenge, som ikke måtte tage hjem, sad bagi. Han kørte os rundt i landskabet og fortalte samtidigt om det.

Når en lærer kom ind i klassen, rejste vi os op og blev stående, til der blev sagt ”sid ned”. Jeg husker tydeligt den første engelsktime i første mellem. Læreren var lektor Juul Mortensen, kaldet Høvs, en af de ældste lektorer. Han var vores klasselærer i mellemskolen i alle fire år. Han var meget, meget engelsk, havde altid vest på, hvor den nederste knap ikke var knappet og desuden en monokel i en tynd sort snor fæstnet til en knap. Monoklen tog han op til det ene øje og kneb til, når han skulle læse. Han havde været i London en eller to gange og fortalte begejstret om byen. Hele den første time vi havde ham i, gik med at vi skulle lære at sige ”the”med blødt t på engelsk. Vi skulle stikke tungen ud imellem tænderne og puste. Vi pustede på skift hele timen. Han var streng, især hvis man ikke havde læst sine lektier, hvilket jeg ikke altid havde. En gang stak han mig en lussing, så blodet flød fra mit øre, men det blev ikke kommenteret.

Rektor Paul Hugo Bohn fotograferet ved tovtrækningskonkurrencen mellem lærerne og eleverne15. september 1949. 
Bohn var rektor på Akademiet 1943-1954.

Der var vinduer fra klasseværelserne ud mod Stengangen, hvor han yndede at gå op og ned for at se, hvad der skete inde i klasserne. En gang sad jeg og skrællede et æble under min pult, og det så han, så han kom ind. Vi rejste vi os og han kaldte mig ud på gangen, skældte mig huden fuld og stak mig et par flade. En anden gang standsede han mig udenfor hovedbygningen, fordi der manglede en knap i min uniform. Der stak han mig også et par flade og sendte mig i løb to gange rundt om hovedbygningen. Og slemt var det, da jeg mistede min halvsøster Karen, og jeg skulle have en skriftlig ansøgning fra min far om at få fri til begravelsen. Jeg måtte stå udenfor hans kontor og vente til han havde tid til mig. Der var ingen trøstende ord.

Jeg fik kørekort i december 1952, da jeg fyldte 18. Kørekortet blev straks inddraget af rektor, og kunne kun udleveres efter anmodning fra min far. Årsagen var, at min bror med et par klassekammerater havde lavet et lille uheld med vores forældres bil. Kablet til koblingen var knækket, og derfor kunne den ikke køre. Falck måtte trække den til mekaniker i Slagelse, men undervejs tabte de bilen og opdagede det ikke før de holdt ved mekanikeren. Den historie kom i den lokale avis, og så blev rektor rasende. Man kunne ikke have en elev på Akademiet, som lavede sådan noget.

Vi måtte godt gå op i byen efter skoletid, og mødte vi en lærer, tog man huen af og hilste.

På skolen havde viet sprogbrug, hvor vi satte ”s” efter mange ord. Rektor hed Taps for hans store næses skyld. Frederiksberg ved jernbanestationen hed Freds, toiletterne ovre på avlsgården hed Guls, tynd mave hed Tynds, buskene ved søen hed Busks. Kinahøjen nede i parken hed Kins. I den forbindelse var det sådan, at hvis to elever ville slås, udfordrede de hinanden på Kins, og det betød, at de mødtes på Kinahøjen om eftermiddagen og sloges med de bare næver indtil blodet flød. Omkring højen stod en kødrand af elever som råbte, skreg og heppede. Det var naturligvis aldeles forbudt, og hvis det blev opdaget, blev det straffet med bortvisning fra skolen. En anden bortvisningsgrund var, hvis man blev antruffet på Holbergsvej, hvor Sorø Husholdningsskole lå. Den frygtindgydende frøken E. Vestergaard regerede her og med den lige så frygtindgydende rektor Bohn, havde hun en aftale om at beskytte pigernes dyd.

Af og til havde Loppen middagsgæster. Det var gerne lektorer, rektor eller venner. Efter middagen i spisestuen gik gæsterne ind i dagligstuen for at få et glas og en god cigar. I loftet hang en lysekrone, som var hængt op i en krog, som gik op igennem loftet til vores værelse. Der sad en møtrik. Så vi kunne ikke dy os for at skrue på den, men ikke så meget, at den ville falde ned. Så den begyndte at køre rundt nede i stuen, og et øjeblik efter stod Loppen i vores værelse og sagde: ”Hvad er det I laver drenge”, men vi sad på vores pladser og læste lektier, og derved blev det. Vi hørte aldrig mere om sagen,

Om foråret når plænen foran Ingemanns Hus var blevet blød, spillede vi Batøk. Man tager en spids stok på ca. 60-70 centimeters længde og omkring fem til syv centimeters tykkelse og slynger den ned i jorden. Så tager en anden deltager sin stok og slynger den ned ved siden af for at prøve at vælte den første. Man kunne være fem til seks stykker, men samtidig flere hold på plænen. Det blev jeg faktisk rigtig god til.

 
Batøkkamp. Til venstre Svend Aage Pedersen, der blev realist i 1951. 
Til højre Max Andersen, der blev student i 1953. (Foto 18. april 1947).

I hele min årgang fra 1946 til 1953 var der ingen piger i min klasse. Piger forekom i gymnasiet, men det var nogle lokale boende i byen. Derfor var mit forhold til piger noget fjernt. Der blev holdt tre baller på skolen hvert skoleår. ”Blebal” var for de yngste; ”Vandbal” var for de mellemste og ”Kongebal” for de ældste. Jeg var ikke ret god til at danse, så for mig var det lidt af en pine, men man kunne ikke så godt undslå sig, for så var man nok lidt mærkelig. Så jeg skulle finde en pige, og det blev min søster eller mine forældres venners pigebørn. Når så dagen oprandt, havde vi knækflip på. Pigerne var i lange kjoler og blev kørt op foran den store trappe ud mod søen. Der tog man imod dem og førte dem op i rummet foran Festsalen. Når alle var på plads, tog man sin dames venstre hånd i sin højre og holdt den op i skulderhøjde, hvorpå man skred ind i Festsalen til tonerne af Riberhusmarchen spillet af Spillemand Jensen og hans fire mands store orkester fra Ringsted. Når alle parrene var kommet ind og stod langs med væggen kom tre marshaller og inddelte os i tre lige store hold. Hver marshal, som var tredje g’er, stillede sig ved siden af det første par på hvert hold. Når det var sket, gik den første herre efter at have spurgt sin dame, hvad hun ville danse, op til Spillemand Jensen og bad ham sætte i gang. Det kunne være vals, engelsk vals eller noget andet elegant. Nu dansede det første hold i nogle minutter udi midten af salen. Derefter dansede hold nr. to også den samme dans og til sidst hold tre. Så gik den første herre igen op og bad Spillemand Jensen om en ny dans. Og så endelig en gang til. 
I alt tre gange. Hele forestillingen var pligtdanse for at være sikker på at alle piger kom ud på gulvet i hvert fald tre gange. For mig var pligtdansene frygtelige, især hvis jeg kom på første hold og skulle danse noget, jeg ikke kunne. Pinligt. Lancier blev altid danset, men senere på aftenen, og det kunne vi alle til fingerspidserne.

Lærer Thomsen var vores lærer i flere fag i mellemskolen. Jeg ved ikke om han var sadist, eller han bare ville opdrage os på sin måde. I hvert fald sad hænderne endog særdeles løst på ham.  Så vi skulle lære at danse, og da vi kun var drenge, var det med sådan en som partner. Det foregik i gymnastiksalen på Store Plads med en stor kakkelovn i hver ende af rummet. En dans der blevet slået fast med syvtommersøm, var Lancier, som altid blev danset på de tre baller. Musikken blev leveret af spillemand Jensen på violin. Om vinteren havde vi også Gymnastik, som foregik i gymnastiksalen. Vi havde arme bøj, arme stræk og arme ned osv. Vi havde også forskellige slags spring over buk, kraftspring, flikflak m.m. og det var jeg rigtig dårlig til ligesom ribberne. Derimod var jeg den hurtigste til at klatre i reb. Når vi var færdige skulle vi i brusebad. Det var en lukket gang med først en varm bruser og derefter flere kolde brusere, og Thomsen holdt øje med at vi stod længe nok under de kolde. Han underviste også i sløjd. Vi kunne selv vælge, hvad vi ville lave f.eks. en æske, en båd eller et dyr savet ud med løvsav. Vi løb også i nogle af timerne, og det var ud ad Filosofgangen til Jernporten ved hovedvej 1 mod Ringsted og tilbage igen, i alt ca. fire kilometer. Thomsen kørte selv på cykel, så ingen snød. Om sommeren blev vi sendt ned til badeanstalten, som endnu ligger i Akademihaven. Vi skulle være helt nøgne og skulle gå i vandet, indtil det kom ned på under ti grader. Man skulle jo hærdes. Der var forskellige prøver, man skulle prøve at tage, og det lykkedes mig at svømme rundt i bassinet 16 gange på 40 minutter, hvilket svarer til 1 kilometer. Desuden fik jeg en sandsæk op fra bunden på to meter dybt vand og reddet en kammerat fra at drukne på et vist antal meter, og det gav til den lille frisvømmerprøve. Vandet var dengang fuldstændigt uigennemsigtigt af alger, så det var bestemt ulækkert. Disse alger voksede sammen i kugleformede klumper, som kaldes ”Gedeboller”.I dag er de fuldstændigt forsvundet, da vandet ikke mere er forurenet.

I gymnastik i gymnasiet var vi mere frit stillet og kunne vælge mellem forskellige aktiviteter. Jeg prøvede fodbold, tennis og cricket, men endte med roning i firer med styrmand. Vi ræsede på cykel ned til roklubben og trak båden i vandet; det var meget befriende.

 
Firer med styrmand.
Fjerdemanden i båden var Denis Neergaard, der tog billedet. (Foto 4. juni 1950).

I tysk i mellemskolen havde vi adjunkt Jensen kaldet Paps. Han har sikkert været udmærket, men jeg forstod ikke et suk af den tyske grammatik. Derimod var den bedste lærer, jeg overhovedet har haft, Luja Balslev og det var netop i tysk, men i gymnasiet. Grammatikken lærte jeg på fingrene og kan den endnu. Der var altid fuldkommen ro i hans timer, uden at han overhovedet løftede et øjenbryn. Han havde heller ikke noget øgenavn.

Luja Balslev ved en fodboldkamp mellem elever og lærere. (Foto 22. maj 1951).

 I fjerde Mellem fik jeg latin, da det var en forudsætning for at komme i sprogligt gymnasium. Matematikken havde jeg allerede helt opgivet på forhånd. Dog havde vi matematik I nysproglig ved lektor Damgaard Sørensen med afslutning i 2G. Han var meget sympatisk og dygtig, men jeg forstod slet ikke hvad logaritmer, cosinus og tangens var for nogle størrelser, og fik derfor naturligvis også en meget dårlig karakter.

Latin var med dr. phil. Poul Helms en stor original kaldet Mef. Han havde en villa på Egevangs Allé i Sorø, som han testamenterede til skolen. Hans far digtede i 1873:”Jeg elsker de grønne lunde”. Han underviste også i græsk. Man sagde, at han havde oversat et stort værk, måske var det Biblen fra græsk til latin. Han kunne godt lide små drenge, for når der var en, som skulle straffes, og det var der tit, sagde han: ”Kom her op og få en i enden”. Så var det op til ham i en fart og bukke sig ned, og så slog han med spanskrøret og det ganske hårdt. Vi læste Kr. Mikkelsens Latinsk Læsebog, og det var egentlig ikke så svært, for jeg fik da den lille latinprøve og kunne dermed få adgang til første G nysproglig. Det vil sige, jeg var for dårlig til engelsk og måtte derfor til ekstra undervisning en gang om ugen hos adjunkt Hjarnø Petersen kaldet Gelændersheiken eller Wuppe efter hans smukke profil, som han gerne viste frem. Han boede på Torvet med sin meget smukke kone i en lejlighed på første sal i en bygning ejet af skolen. Jeg husker mest, vi drak the sammen alle tre, så derfor blev jeg sendt til Skotland i sommerferien hos en presbyteriansk præst med to sønner, med hvem jeg skulle blive gode venner. Det lykkedes ikke rigtigt. Men det lykkedes at komme i første G, men på prøve til oktoberferien.

På turen til Kronborg i Helsingør den 10. september 1952 ses her i forgrunden til venstre rektor Bohn og til højre lektor Poul Helms.

I regning i Mellemskolen havde vi lektor Gad kaldet Wolle Mus. Egentlig ganske rar, og der kunne jeg følge nogenlunde med. I sang var det med Henrik Schiøtz. I hans timer sad vi i Lovsangssalen langs med væggen og øvede korsang. Han var dygtig, men også streng. Vi kunne godt finde på at læse lektier, når han var koncentreret ved klaveret, og det opdagede han en gang med mig. En på siden af hovedet og ud at stå på midten af gulvet resten af timen. Han gjorde et rigtigt godt kor ud af os. Vi begyndte som sopraner og gik i løbet af skoletiden igennem hele registeret op til basser.

Om aftenen den tredivte april er det Valborgsaften, og vi fik fri om aftenen. Så gik vi hele vejen ud i skoven til et sted, hvor skovrider Fritz Lorentzen, gammel Soraner, havde arrangeret et bål. Ingen lærere var med. Endeligt et fristed. På bålet var anbragt en dukke af rektor. Ilden brød ud, og 3´gerne kastede deres sorte huer på ilden, fordi nu skiftede vi alle til hvide huer; de sorte havde de jo ikke brug for mere. Der blev røget tykt og senere gik vi alle tilbage i samlet flok til ”Trekanten”, hvor vi under Max Andersens (klassekammerat ) taktstok sang: "Når Vildgåsen larmer Valborgsnat” samt andre både svenske og danske studentersange. Det lød flot imellem bygningerne. Fratergården ligger mellem hovedbygningen og kirken.

Sang i Fratergården Valborgsnat. (Foto 29. april 1953).

I gymnasiet havde vi lektor Stevns Hansen, og en gang i oktober tog vi til Røsnæs for at se på geologi og de forskellige jordlag fra fortiden. En af klassekammeraterne tilbød at gå i vandet, hvis han kunne få noget for det, så vi samlede penge ind, og for i alt fem kroner hoppede han i det iskolde vand.

Min klasselærer i gymnasiet var Henrik Haarløv. Han var et ekstremt godt, sympatisk og dygtigt menneske. Han var gift med en fransk dame, og da min moder var fra den fransktalende del af Schweiz, kom vi til at kende ham og hans kone ganske godt. I anledning af mine forældres sølvbryllup, som blev holdt i Menton i Frankrig, men kun med de allernærmeste, tog min søster og jeg på påskeferie dertil. Vi mellemlandede i Paris; det var en propelmaskine DC6 med fire motorer, som skulle tanke på vejen. Der besøgte vi hende, og hun inviterede os ud at spise. Vi havde ham i fransk og i oldtidskundskab. Efter min tid i Sorø flyttede han til Aurehøj Gymnasium, men alligevel kom han til flere af vores jubilæer. Da han døde, tog jeg til hans begravelse i Tibirke Kirke. Kirken var fuld. Bagefter var vi inviteret ned på kroen til kaffe. Der var en del taler, men nogle af hans tidligere elever fra Aurehøj var der også. De opførte en sketch, som han i sin tid havde lavet og instrueret.

Forfatterens klassebillede fra 1.G. Læreren i forreste række nummer fire fra venstre er klasselærer Henrik Haarløv.
Til venstre for ham artiklens forfatter. (Foto 1951 – fotograf ukendt).

En gang om året var der skoleudflugt. Jeg husker kun den ene gang, hvor vi tog toget til Helsingør; der var naturligvis reserveret plads i toget, da vi var 400 plus lærerne. Vi marcherede i 3 geledder til Kronborg og spiste vores medbragte madpakker.

 
March til Kronborg på skoleudflugt til Helsingør. I forgrunden rektor P. H. Bohn. (Foto 10. september 1952).

En anden festdag kunne være Christian d. Tiendes fødselsdag 26/09 og efter hans død i 1947 Frederik d. Niendes 11/3. Der havde vi normalt fri kl. 12.00.

I en juleferie var vi nogle gymnasieelever, som tog til Jämtland for at stå på ski. Det var en lang rejse, og vi tog med nattoget. Der var to lærere med for at passe på os, og det var Steffen Rasmussen og lektor Jacob Molde. Det var en meget fin tur med både sol, snevejr og lange ture på langrendsski.

Lærer adjunkt Steffen Rasmussen på skitur til Sverige. (Foto nytår 1951-1952).

Vi kunne også finde på at tage til Parnas på den anden side af søen. Det kunne være pr. robåd eller pr. cykel, og det var ikke helt lovligt, for der var dansant, og man kunne kigge på piger. Det foregik kun, når vi ikke måtte tage hjem lørdag søndag.

En gang om året blev der holdt brandøvelse fra øverste etage på hovedbygningen. Der blev kastet en slags åben pølse med stænger til at holde den sammen, ud af vinduet fra vestre gavl. Nu skulle alle elever, der boede der, op i vinduet og kure ned til jorden og til sidst den lærer, der også boede der oppe,  som inspektor. Alt blev naturligvis nøje overvåget af brandvæsenet, og der skete heller ikke nogen ulykker. Det var dog ikke alle der var lige glade for turen ud i det ukendte, men der var ingen kære mor.

Evakueringsøvelse fra Akademiets øverste etage. (Foto uden dato).

Også blev der spillet fodbold en gang om året mellem lærerne og eleverne. Det foregik på Grønne Plads, som lå mellem Ingemanns Hus og det nye Science Center. Det var Skovrider Fritz Lorenzen, som var dommer, og det var meget festligt. Sjovt var det også, når det skete, at der var tovtrækning mellem lærerne og eleverne.

Lærerkamp medskovrider Fritz Lorenzen, som dommer. (Foto 11. maj 1951)

Til sygehuset, som lå der, hvor Skjalm Hvides Hus nu ligger, var Dr. Rasmussen tilknyttet som skolelæge. Han kom dagligt på sygehuset. I mange år var frøken Halskov sygeplejerske der. Jeg havde ikke noget at gøre med hende, men jeg ved, hun tog sig rigtigt godt af kosteleverne, hvis de blev indlagt, også hvis der var nogle, som havde det psykisk dårligt. Så tog hun dem ind et par dage og puslede om dem. Dr. Rasmussen havde også praksis i byen, og jeg kom en del hos ham, da jeg var meget plaget af bumser på ryggen og i ansigtet. Han sagde, han aldrig havde set noget så alvorligt. Det betød, at man prøvede forskellige kure. En var med meget høje koncentrationer af indsprøjtet penicillin. Man prøvede også at lave en autovaccine, som bestod i at tage puds fra bylderne, dyrke dem på seruminstituttet og sprøjte den ind i mig. Det hjalp heller ikke, så der kom en sygeplejerske dagligt og skar det hele op og lagde en forbinding på ryggen.

I Mellemskolen havde vi lektor Nordahl Svendsen i kemi og fysik, og det foregik ovre på museet ved Banevej. Han var flink, dygtig men også streng. En gang blev jeg brugt som prøvekanin, da vi skulle finde ud af, hvad en hestekraft var for en størrelse. Jeg blev først vejet, derefter sendt ned i kælderen, og så skulle jeg fare op ad trapperne til helt oppe øverst. Der blev så taget tid på, hvor mange sekunder det tog. Det viste sig, at jeg var i besiddelse af 1/10 del hestekraft. En rigtig god anskuelighedsundervisning.

Når en lærer var syg eller måske skulle på kursus, fik vi et par gange en vikar. Han var ikke så gammel og havde svært ved at holde ro i timen. Vi drillede ham meget, især fordi han hele tiden sagde enten: ”fuldstændig rigtigt og godt” eller ”fuldstændig rædselsfuldt og utilgiveligt”. Det grinede vi virkeligt meget af, for når man ikke må grine, bliver det endnu sværere at holde sig.

I Mellemskolen havde vi tegning; det foregik i et lokale ovre på Avlsgaarden. Læreren var Siegfred Neuhaus, som var en habil og dygtig maler, født 1879 og derfor på det tidspunkt omkring 70 år. Vi sad på nogle høje taburetter og foran stod et højt trebenet staffeli. Han stillede f.eks. en kande foran, som man så skulle tegne. Jeg var og er en meget dårlig tegner, så derfor hjalp han mig ikke med rettelser og vejledning. Jeg interesserede ham ikke spor. En gang kom jeg til at vælte staffeliet, som gik i gulvet med et brag. Jeg blev kaldt op til ham, og så tog han en af sine spidseblyanter og prøvede at presse den igennem min øreflip. Meget pædagogisk. Det blev jeg ikke bedre af.

I gymnasiet havde vi adjunkt Steffen Rasmussen i historie. Han var nok ikke mere end 10 år ældre end vi. Vi sang meget tit i begyndelsen af timen. Han elskede: ”Fo’ajle di små blomster dæ’ dov æ’te’ i år”, så den sang vi ofte, men han var også en strålende fortæller og satte sig ofte ned foran og fortalte fra romertiden og helt frem til nutiden. Han hørte os ikke meget i lektierne. Hvordan det gik til, at jeg næsten blev gode venner med ham, husker jeg ikke; det var jo uhørt dengang, at man kunne være det med en lærer, men vi havde et par ture sammen. Han havde en Nimbus motorcykel, og vi kørte et par gange til Gunderslevholm nord for Næstved og fiskede i Susåen uden at fange noget, tror jeg.

En gang om måneden kom rektor ind i klassen med vores karakterbøger under armen og stillede sig op ved katederet. Nu blev hver enkelt elev kaldt op for at modtage den. Duksen kom først og blev naturligvis rost. Derefter de andre i rækkefølge indtil den sidste, som i mange tilfælde meget vel kunne være mig. Læreren i de forskellige fag skrev ofte kommentarer ud for sit fag i karakterbogen. Det kunne være: ”følger godt med i timerne ”eller” er godt forberedt”. Det kunne også hedde: ”Det kunne være meget bedre. Må anstrenge sig mere osv”.Og det kunne faktisk god ende med en lussing.

Denis Neergaards standpunktskarakter i marts 1952, hvor han gik i 2. G nysproglig.
Bemærkningen i mundtlig dansk er ”lidt tyndt”, i fransk ”udmærket”, i mundtlig latin ”Denis må hænge meget i for at holde denne karakter”, i historie og oldtidskundskab ”flink”, i geografi ”nogenlunde” og i mundtlig matematik ”forståelsen og kundskaber meget ringe”. På højre siden står der i meddelelser til hjemmet: ”Engelsk: Denis ved god forståelse ag indhold af en tekst og har en vis evne til at udtrykke sig på engelsk, men det skriftlige er stadig behæftet med grove fejl”. I tysk står der: ”Usikker i det skriftlige, jævnt flink i det mundtlige”. Samlet set er Denis nummer 13 ud af 14 elever.

En gang om ugen havde vi i gymnasiet to sammenhængende timer i engelsk og tysk uden frikvarter. Det var genfortælling, hvor læreren læste en historie op, som man så skulle skrive ned efter hukommelsen; eller diktat, hvor læreren læste op, og man skrev ned med det samme. Læreren tog arbejderne med hjem, og man fik dem så tilbage i rettet stand. Hver fejl trak en karakter ned, så der skulle ikke meget til, før man var langt nede i karakterskalaen. I dansk skulle vi af og til skrive fristile hjemme og aflevere dem ugen efter; så rettede læreren kommafejl, stavefejl og indhold. Her trak også hver fejl en karakter ned. Det var ofte de samme emner som: F.eks. Hvad har du lavet i din sommerferie. Om en af Holbergs Komedier eller hvadvil du lave efter skolen. I skunken i Loppeskuret havde vi nogle kasser med tidligere beboeres stile. Derfor kunne vi finde den frem, som var bedst egnet og skrive den af. Meget nemt. Det som også var sjovt var, at selvom det var den samme lærer, og man havde rettet fejlene, blev karakteren givet helt forskelligt.

I fritiden kunne vi være nogle skarnsunger. Jeg og min gode ven Paul, som jeg boede på værelse med begyndte at bygge små flyvemaskiner. Man kunne købe tegninger og materialer og bygge dem, eller man kunne selv opfinde. Vi brugte en dieselmotor med propel; to snore gik dels fra styremekanismen ned til højderoret og dels fra styremekanisme ud igennem vingen med ca. ti meter snore, hvor man så holdt i snorene. Når man så fik gang i motoren, som kunne være vanskeligt, da brændstoffet skulle være i den rigtige blanding af æter og olie, fløj maskinen rundt om en, og man kunne flyve op og ned med den. Det var utroligt morsomt at eksperimentere med det. På et tidspunkt fik min ven en motor, der gik på ren benzin, og det var jo meget lettere, men hvor fik vi benzinen? Jo, Loppens bil gik på benzin, så vi nedsænkede et reagensglas med snor i det lodrette påfyldningsrør  i Long Life. Det gik fint flere gange indtil snoren og reagensglasset mistede forbindelsen. Vi blev meget bange, og gode råd var dyre. Vores ven Steffen, som gik i Realklassen, og som også boede i Loppeskuret fik en ide. Vi konstruerede i fællesskab en lang klemme på 50 cm. af træ, og efter mange forsøg lykkedes det at få reagensglasset op. Det prøvede vi aldrig mere.

Så lavede vi kanonslag. Hos isenkræmmer Svend Mejer på Storgade kunne man købe ingredienserne. Det var svovl, kulstøv og salpeter. Desuden lunter, som kunne klippes i forskellige længder. Vi sad på vores værelse selvfølgelig i læsetiden og blandede de tre stoffer på en avis med en gåsefjer, idet vi var lidt ængstelige for, om det ville sprænge i luften. Midt i det hele kom Loppen snigende og åbnede døren ganske pludseligt. ”Hvad er det I laver drenge”, spurgte han, og da vi gav ham en sludder for en sladder, tog han det hele med og sagde: ”Jeg må hellere give det til Lektor Nordahl Svendsen og spørge ham, hvad det her er for noget”. Han kom aldrig tilbage for at skælde os ud. Det forhindrede os ikke i at begynde forfra, så vi fik fat i nogle brugte metalpatronhylstre og fyldte blandingen i. En lunte blev stoppet ned og vi lukkede hylstret med en tang. En mørk aften gik vi ned til et elmetræ, der stod nede ved søen og satte vores kanonslag fast i barken og satte ild til lunten. Efter et øjeblik kom et mægtigt brag, som jeg tror kunne høres helt ud til Albertikrydset i den anden ende af byen. Det var bare sjovt. Så vi lavede flere, og en dag kørte vi på cykel nede på Kongebroen, og en kammerat ville prøve at holde et kanonslag. Men det gik af, da han holdt det i hånden, og en finger blev læderet. Vi op til sygehuset på Alleen, hvor en læge så på det og mente, at fingeren skulle amputeres. Heldigvis kom Overlæge Erin Madsen, som var den bedste i landet til Hals und Beinbruch, og han sagde, at han ville reparere fingeren, hvilket han gjorde, men fingeren blev aldrig 100 procent i orden. Så holdt vi op med den leg.

Anderledes fredeligt begyndte vi at bygge krystalapparater. I Østergade lå en mindre radioforhandler, som vi blev ret gode venner med, og hos hvem vi købte delene, og som fortalte os, hvad vi skulle gøre. Et krystalapparat er en primitiv form for radio. Vi tog en cigarkasse uden låg og monterede forskellige stykker ståltråd til antenne. Så købte vi nogle bananstik og en krystal, som blev kradset med et slags søm. Så kunne man være heldig at høre ”Danmarks Radio København Kalundborg”, som Danmarks Radio hed dengang.

Jeg var allerede som lille begyndt at gå til klaverspil hjemme, så da jeg kom til Sorø, begyndte jeg hos klaverlærerinde Valborg Strangen, som boede med sin mand forfatteren Sigurd Strangen på Ottesvej ved Tuel Sø. Hver fjortende dag cyklede jeg derud. Hun var en dygtig og meget rar lærer, og jeg endte da også med at blive nogenlunde. Hver dag kørte jeg hen til skovrider Fritz Lorentzens, som boede på Filosofgangen og øvede en halv time på deres klaver, og fru Pouline lavede ofte the, som vi drak sammen.

Der var på skolen oprettet et korps kaldet Soldaterkorpset. Det var ikke så længe efter besættelsen, og rektor Bohn var officer, så det var måske hans ide. Jeg og en del andre havde meldt os ind. Vi fik soldateruniformer, og en gang imellem, jeg husker ikke hvor tit, marcherede vi under lektor Stevns Hansens kommando i tre geledder ud til skydebanen ved Tuel Sø, bevæbnet med 89-rifler. De var fremstillet i 1889, og skød meget præcist. Vi blev inddelt i hold, så nogle skød, andre passede skiverne, hvorunder der var en grav fra hvilken man kunne hejse skiverne ned og op for at klistre skudhullerne til. Nogle stod så i venteposition indtil det blev deres tur.

Ib Lomholt til venstre og Denis Neergaard til højre i Akademiets soldaterkorps. (Foto april 1953).

Sidste skoledag var i begyndelsen af juni; vi begyndte med at hente lærerne ved deres hjem og køre dem til skolen under megen larm og musik. Derefter gik vi til klasseværelserne, men undervisning blev der ikke noget af.

Lærerne hentes på sidste skoledag. (Foto 9. maj 1953).

Til Studentereksamen var der tre fag, vi slap for at komme op i, og der blev årskarakteren overført som eksamenskarakter. Idet første var jeg så heldig, at det var historie, hvor vi skulle opgive to tusind sider, og dem kunne jeg ikke meget af. Det andet var latin, hvor jeg altid i timerne sad med oversættelsen under bordet. Og det tredje var fransk hvor jeg fik ug; det var min moders modersmål, og vi talte det ofte hjemme. Havde vi ikke sluppet for de trefag, havde jeg ikke bestået studentereksamen, idet jeg lige akkurat fik et godtkryds.

Der var i 1953 3.000 studenter i Danmark, hvor der i 2020 var 48.500. Det siger lidt om udviklingen.

Efter min praktik i landbruget kom jeg på Næsgaard Agerbrugsskole, og her gik det noget bedre, men det er en anden historie

Gymnasieklassen samlet ved 40-års studenterjubilæet i 1993. (Foto 18. juni 1993).

Også tre tidligere lærere deltog i studenterjubilæet i 1993,
nemlig fra venstre Hjarnø Petersen, i midten Damgaard Sørensen og til højre Henrik Haarløv. (Foto 18. juni 1993).

Hvis ikke andet er nævnt er fotografen til alle billeder Denis Neergaard.