|
|
1. Hellig er vor Ungdoms Lyst, Tillidsfuld sin Krans den sanker, Bag det muntre, lette Bryst Spire Aandens rige Tanker. Med Fortrøstning Hjærtet gaar Sin Forjættelse imøde. Liflig er vor Ungdoms Vaar , Paa vor Kind dens Roser gløde ! :|: Liflig :|: er vor Ungdoms Vaar. Over Sjælens dybe Ro Dagens Gerning trofast værner, Barnehjærtets Drøm og Tro Modnes under Nattens Stjærner. Brystet fyldes Aar for Aar Rigere af Livets Toner. Liflig er vor Ungdoms Vaar, Haabet bygger i dens Kroner ! :|: Liflig :|: er vor Ungdoms Vaar. Under Kærlighedens Tugt Vokser Sjælebs unge Vinge, Men den modne Kundskabs Frugt Kan kun ægte Troskab bringe. Vokser Byrden Aar for Aar. Stærkere bli'r Hjærtets Flamme. Liflig er vor Ungdoms Vaar, Frejdigt Mod staar ej til Skamme ! :|: Liflig :|: er vor Ungdoms Vaar. Haab og Tillid er vor Skat, Sorgen skal den ej fordunkle, Sent i Alderdommens Nat Som en Stjærne skal den funkle. Synker Livet Aar for Aar, Dog dets Rigdom sig lldfolder. Liflig er vor Ungdoms Vaar, I sit Skød den Himlen holder! :|: Liflig :|: er vor Ungdoms Vaar. J. Paludan-Müller. |
2. Jeg veed et Sted, som jeg .har elsket længe, Dets Navn skal aldrig i mit Hjerte dø, Der leger Fisken mellem Blomsterenge, Der synger Droslen ved den stille Sø; Der glider Baaden langsomt under Landet, Mens Bølgen sukker under Aarens Slag, Den ranke Hjort sig spejler der i Vandet, Naar Maanens Skin forvandler Nat til Dag. Jeg veed en Egn, omkranset rundt af Lunde, Hvor Bøgen suser for den sagte Vind, Hvor gamle Minder dybt i Skoven blunde Og vie den til stille Tænkning ind; Bag Lindens Blad dog høres Fuglekvidder, Og Nattergalen der en Tilflugt fandt, Hvor store Navne dybt i Barken sidder Og vokse større med hvert Aar, der svandt. Jeg veed en By, den er saa tavs og stille, Den synes ringe for den ydre Sans, Den pragtløs er og dertil meget lille Og savner ganske Hovedstadens Glans; Men hvo der vandred ved dens dunkle Vove, Og hvo der saa dens Roser spire frem, Og hvo der hviled i dens gamle Skove, Han sikkert aldrig vil forglemme dem. Nej sikkert aldrig dette Sted I glemmer, Hvor I har vandret tit ved Venskabs Haand, Hvor Vaaren hilset bli'r af tusind Stemmer, Imens den smiler som en salig Aand, Hvor I har skuet Skyens Leg i Vinden Og drømt maaske Jer bedste Foraarsdrøm, Og hvor I Taaren rysted let af Kinden, Saa den for evig sank i Glemsels Strøm. Her har I forsket i de Vises Skrifter Og Tanker læst, der aldrig vorde glemt, Her har I stirret i de dybe Rifter, Hvor Jordens Aand har sine Skatte gemt, Her Eders Blik har vendt sig tit tilbage Og skuet Tidens underlige Gang. Og her I grubled over Fremtids Dage, Mens Haabet sang for Jer sin gamle Sang. -Saa drager bort! Nu Tiden er udrunden, Og lever vel, og kommer snart igen! Og lad de Blomster, som I her har funden, Til Frugter modnes, hvor I vandre hen ; Thi Sølv og Guld, dem skal I ikke sanke, Dem har I aldrig lært at finde her, Men Aandens Frugt, den indholdsrige Tanke, Det er den Skat, der er os ene kær. J. C. Hauch. |
3. Concinamus, o sodales! Eja, quid silemus ? Nobile canticum, Dulce melos, domum, Dulce domum, resonemus ! :|: Domum, domum, dulce domum, :|: Dulce, dulce, dulce domum, Ducee domum resonemus. Appropinquat ecce felix Hora gaudiorum, Opus absolvimus, Jam ridet omnibus Meta petita laborum. Domum, domtlm etc. Musa, libros mitte fessa, Mitte pensa dura! Mitte negotiium ! Jam datur otium, Me mea mittito cura. Domum, domum etc. |
