-1-
Ensom og mørk og snæver er vor Bolig,
Tummel og Spræl,
Glansen derude maa Studenten rolig
sige Farvel.
Lokkende Toner ind til os sig trænge,
Verden er lys, og Kvinden er saa smuk
men vi Døren stænge
skønt med et Suk.
Dog i vort Kammer Fristeren forsvinder
hurtigt igen;
Verden formindskes, Pigens røde Kinder
brat falme hen.
Højt over Jorden stige vi til Kampen,
Evigheds Porte aabnes for vor Sans,
og vi se ved Lampen
Musernes Dans.
I disse to Strofer giver Hostrup en Skildring af den danske Student og
hans Kaar for godt 100 Aar siden. Det er smukke Vers, og de kan ikke
undgaa at gribe en den Dag i Dag. Vi ser Studentens ydre Forhold og
mærker hans aandelige Rejsning, der indgyder Respekt. Men uvilkaarligt
spørger vi: Er dette Billede ogsaa gyldigt i vore Dage, eller blot delvis
gyldigt?
Lad os først se paa det ydre, Studentens kaar: Det er den ensomme
Student, der skildres. ham der lever fjernt fra Kammeraterne i sit lille
og snævre Hummer, hvortil ingen Solstraale finder Vej .Udenfor lokker
Glansen: De oplyste Gader med de straalende Butikker, de festlige Teatre,
de dragende Restaurationer - og saa de unge Piger med de røde Kinder!
Dette er jo skrevet, før de unge Piger selv kunde blive Studenter. Men
nej, Studenten maa vende Ryggen til det alt sammen - skønt med et Suk.
Hvis han skal blive færdig med studierne paa kortest mulig Tid, forbyder
hans Økonomi ham at kaste sig ud i Vrimlen og leve med i den festlige
Glans, og han har Styrke nok til at gennemføre det.
-2-
Men derefter Skildringen af det indre, af Studentens
Karakter: Som
Hostrup skildrer ham, er det et Idealbillede af en ung Mand. Vel fristes
han stærkt af de lokkende Toner; men uden Tøven lyder hans " Vig
fra mig", og da han har stængt Døren, forsvinder Fristeren hurtigt
igen. Baaret af Pligtfølelsen og af videnskabelig Interesse stiger han
til Kampen højt over Jorden, hvor Evigheds Porte aabner sig for hans
Sans, mens Muserne danser omkring hans Petroleumslampe.
Jeg spørger atter: Er dette Billede af studenten og hans Kaar gyldigt
eller blot delvis gyldigt i vore Dage? Jeg tror, man maa svare, at
Forskellene er langt mere iøjnefaldende end Lighederne, hvilket
naturligvis hænger sam- men med de store sociale Forskydninger i Samfundet
selv. Jeg vilde gerne have oplæst et Digt om Studentens Kaar fra vor Tid,
fra efterkrigstiden, som et Modstykke til Hostrups; men det har været mig
umuligt at finde et saadant. Et Par Kolleger, jeg har bedt om at hjælpe
mig, har ogsaa maattet melde Pas. Men alene det er jo meget talende.
Studenterne udgør ikke længere en saadan selvstændig, fra andre
Samfundsgrupper udskilt Hel- hed, at man digter om dem, skønt jeg egentlig
synes, de godt kunde have fortjent nogle Strofer.
Det er i ydre Henseende, Forskellen mellem nu og da er størst. En
meget stor Del af dygtige, ubemidlede Studenter kan jo nu efter et Aars
Tid eller to opnaa at komme paa Kol1egium, og er de først naaet dertil,
er de paa den grønne Gren. Da er det forbi med Mørke, Ensomhed og
snævre Bolig- forhold, og ovenikøbet trænger Glansen udefra ofte inden
for Kollegiets Mure. Hertil kommer, at mange af vor Tids Studenter ofte
ved Siden af deres studium har et eller andet Job at passe, hvorved de
kan forbedre deres Økonomi: Man ser dem ansat snart i Postvæsenets
Tjeneste eller som Avisuddelere paa Gaderne ved Nattetid, snart som
Forhandlere af Juetræer eller som Hotelportiers, snart som Hjælpelærere eller
Skibs- drenge. Noget saadant var paa Hostrups Tid
ganske utænkeligt. Det sinker jo ogsaa Studiet; men Nutidens Studenter
vil hellere klare deres Økonomi selv paa Studietidens Bekost-ning: end i
for høj Grad ligge Hjemmet til Byrde.
-3-
Der er saaledes meget stor Forskel paa de ydre Kaar, naar vi sammen-
ligner Nutiden med Hostrups Tid. Men hvordan saa med den aande1ige
Side af Studentens Liv? Ja, her maa man huske, at en Sammenligning van-
skeliggøres, dels ved at der dimitteres langt, langt flere studenter
nu til Dags, dels ved at op imod Halvdelen af Studenterne i vore Dage
forlader Studierne og Musernes Dans, saa saare de har faaet deres Eksamen,
og prøver at bane sig en Vej idet praktiske Liv. En Sammenligning er
altsaa kun mulig ved at holde sig til dem, der fortsætter Studierne ved
Uni- versitetet eller de øvrige højere Læreanstalter. Lægger de samme
Energi, Alvor og Viljestyrke for Dagen som tidligere Tiders Studenter?
Spørgsmaalet er umuligt at besvare præcist. I saa Fald maatte bl. a.
hele Kollegielivets Indflydelse paa Studierne undersøges: Virker det
fremmen- de eller spredende? Alt i alt tror jeg dog, man man sige, at vor
Tids Stu- denter, hvad det aandelige Arbejde angaar, ikke staar tilbage for
tid-ligere Tiders. Er deres ydre Kaar anderledes, saa er deres aandelige
Styrke den samme. Ogsaa de ser Evighedens Porte aabne sig, naar de hæver
sig til Aandens Kamp.
Men naar vi nu i Dag staar for at skulle dimittere et Hold Soranere,
hvoraf nogle skal dyrke Videnskaberne, andre, dels Studenter, dels
Realister, skal søge deres videre Uddannelse i det praktiske Liv, ligger
det nær at spør- ge, om der alligevel ikke er noget, der er fælles for
dem alle. noget, de mere eller mindre klart har faaet Blikket op for
gennem deres Skoletid og søgt at forstaa. I forlader i Dag jeres gamle
Skole, hvor I i en Aarrække har haft jeres Hjem. Har den ikke givet jer
noget fælles, noget, der har Værdi for jer alle sammen med Fremtiden for
Øje? "Kundskaber", vil I svare, og det er jo for saa vidt ogsaa
rigtigt; men Kundskaber er af meget forskellig Art og af forskellig Værdi
for den enkelte. "Opdragelse", vil en maaske sige, og maaske
tilføjer han "Opdragelse til Demokrati". Jeg maa straks sige,
at der ikke er noget, der hænger mig saa langt ud af Halsen som Udtrykket
"Opdragelse til Demokrati", al den Stund ingen kan definere
Begrebet Demokrati, saa det kan vinde almindelig Tilslutning. Nej, hvad
Skolen har villet med sin Gerning, er at opdrage jer til Mennesker, slet
og ret til Mennesker, det gælder i lige Grad Studenter og Realister. Hvis
nu nogen spørger: Hvad er da et Menneske egentlig, kan det jo nok blive
vanskeligt med Svaret. Det kan jo forklares paa mange Maader; men jeg vil
holde mig til, hvad der for mig staar som det afgørende: Individets eget
Maal, og derudfra bestemme, om jeg har at gøre med et Menneske eller blot
en hul Organisme af Kød og Blod (det. Hostrup kalder en Filister) .Hvad
er Individets eget Maal for Livet? Det er derpaa, det kommer an.
-4-
Et klart og prægnant Svar kan I finde ved at slaa op i Henrik Ibsens
"Brand", som ingen Student bør være ukendt med. Der staar det,
sammenfattet i to korte Linier i Slutningen af 2. Akt:
Eet er Maalet - det al blive
Tavler, hvorpaa Gud kan skrive.
Tavler! Mange af de tilstedeværende vil mindes deres Barndom, hvor
hver Skoledreng havde sin lille Skifertavle med Træramme om. Dengang
ødslede man ikke med Penge som i vore Dage; men Tavlerne opbevaredes paa
Skolerne og toges fremaade til Regning, Skrivning og Stil. I hver Ramme
var boret et Hul, hvori var rastgjort en Snor med en lille Svamp i, og den
skulde naturligvis være vædet forud for hver Time. Paa den Maade kunde
forrige Times Resultater hurtigt slettes ud, og man kunde begynde paa
noget nyt
At blive Tavler, hvorpaa Gud kan skrive! Det er det fælles Maal, der
skiller Mennesket fra Filistrc, og som Skolen gerne skulde have ledet jer
nogle Skridt henimod. Men for at Gud kan skrive paa Tavlen, maa alt det
gamle være slettet ud, saa Tavlen er ren og blank. Det er vanskeligt,
vanske- ligere end mange tror. Alt, hvad der er af os selv, maa bort, intet
af det, vi er saa stolte af at have udrettet ved egne Kræfter, maa blive
tilbage; først da erfarer vi, hvad hans Plan med os er.
Hvis nogcn af jer heroverfor vil indvende: "Jamen jeg tror nu overho-
vedet ikke paa Gud", vil jeg svare: Det skal I gaa sagte med,
for det ved I knap nok selv. Først naar I er blevet helt modne, er naaet
op til Midten af Tyverne og har været udsat for den haarde og
ubarmhjertige Modgang i Livet, som næsten ingen undgaar, først da vil I
ud fra personlig Erfaring kunne udtale jer om, hvad det er, der bærer
oppe, naar det ser allermørkest ud. Jeg vil tro, I da vil kunne sige med
Ibsen:
Eet er Maalet -det at blive
Tavler, hvorpaa Gud kan skrive.
Hermed siger jeg Farvel til jer alle sammen - det 10. Hold, jeg
dimitterer fra denne Skole. Gid det maa gaa jer alle godt i Fremtiden, og
gid I en Gang imellem vil sende en venlig Tanke til Sorø. Sorø vil ikke
glemme jer; jeres Navne staar indskrevet i Stedets Historie.
Lev saa vel alle sammen -.